Når man ved at en familie flytter "hjem" kan det være et vidt begreb. Men Niels og Ane Rigborg flyttede til Vile, hvor Niels købte møllen og der blev møller og købmand. Og fordi meget af min slægt er fra Sæby Sogn i Harre Herred, Viborg Amt var det i de tre sogne Nautrup, Sæby og Vile jeg startede min søgning. Så denne gang var de hurtigt fundet i folketællingen fra Vile 1906. 

 

 

 

I februar 1906 får Hans endnu en søster, hun døbes blot en måned før Hans bliver konfirmeret i Nautrup Kirke.

 De bliver ikke længe i Vile - det næste barn, Harald fødes i 1908 i Daugbjerg. Året efter fødes Asger i Finderup. Og det sidste barn i flokken fødes også i Finderup, i 1912. Men Hans Peter bor ikke hjemme i 1911. Han er ikke at finde i sognet eller nabosogne.

 Hans var nu voksen, konfirmeret og i gang med et voksenliv, jeg ikke kunne følge gennem bøgerne mere.

 Her slutter altså sporet efter Hans i Danmark. Jeg slog mig til tåls med det - jeg vidste ganske enkelt ikke nok om at lede videre i udlandet og koncentrerede mig om at kortlægge min slægt i Danmark.

 Men jeg glemte ikke Hans - jeg gemte han blot lidt.